BOX WALL & BEREDSKAB

Foreningens arbejde


Foreningen til Præstø's Kystbeskyttelse blev stiftet den 10. september 2024.


Foreningen har indsamlet midler til kystbeskyttelse af strækningen fra Brandmuseet langs havnen og Antonitterstien til Nysøkrogen.


Derudover arbejder foreningen på at etablere et beredskab, der hurtigt og effektivt kan igangsætte beredskabsplanen.


Bestyrelsen fortsætter desuden dialogen med Vordingborg Kommune omkring kommunes udvikling af en langtidssigtet kystbeskyttelse af Præstø.

KONSTITUERING

Bestyrelsen


Bestyrelsen består af:


Peter Laugesen, Formand

Linda Wilms, Café Mocca, Beredskabsansvarlig

Harly Jacobsen, Meny Præstø

Christian Grigat

Jakob Helles

Vores formål

Vedtægter for Foreningen til Præstø's Kystbeskyttelse

DOWNLOAD VEDTÆGTERNE
En luftfoto af Præstøs havneområde.

§ 1 - Navn

Stk. 1  Foreningens navn er: Foreningen til Præstø’s Kystbeskyttelse.


Stk. 2  Foreningens CVR-nr. er: 45067475.


§ 2 - Hjemsted og værneting

Stk. 1 Foreningens hjemsted er Vordingborg Kommune under Nykøbing Falster retskreds, der er foreningens værneting.


§ 3 - Område og medlemskreds

Stk. 1 Foreningens geografiske område er identisk med det af foreningen udfærdigede landkort/terrænkort. Landkortet med rids er vedhæftet disse vedtægter som bilag 1.


Stk. 2 Foreningens generalforsamling kan efter samme regler som gælder for vedtægtsændringer træffe beslutning om udvidelse af foreningens geografiske område. Nyt landkort skal herefter udarbejdes.


§ 4 - Medlemskab og frivillighed

Stk. 1 Der er ingen pligt til medlemskab af foreningen.


Stk. 2 Enhver med sympati for foreningens formål og som har doneret værdier for minimum kr. 15.000 til foreningen kan være medlem.


Stk. 3 Såfremt et medlem ønsker optagelse, og i medfør af § 4, stk. 2 bekræftende indmeldes, skal vedkommende anføres på den i foreningen værende digitale medlemsliste.


Stk. 4 Til foreningens beredskab kan enhver melde sig som frivilligt beredskab, der har til formål at opstille det mobile dige, jf. § 6 nedenfor.


Stk. 5 Det frivillige beredskab er ikke medlemmer af foreningen, og kan ikke stemme ved foreningens generalforsamling.


Stk. 6 Foreningens bestyrelse kan afvise såvel potentielle medlemmer som potentielle personer til det frivillige beredskab, såfremt personerne efter bestyrelsens skøn ikke bør være tilknyttet foreningen.


§ 5 - Formål og opgaver

Stk. 1 Foreningens formål er at beskytte en kyststrækning langs Præstø Fjord mod oversvømmelser fra Østersøen.


Foreningens medlemmer er enige om, at foreningens eksistensberettigelse er midlertidig og kun består indtil Vordingborg Kommune gennemfører den af kommunen vedtagne plan af 2017 for kystbeskyttelse af området.


Foreningens virke er således ikke en erstatning af Vordingborg Kommunes planer for kystbeskyttelse, men blot et værn indtil kommunen gennemfører sin plan vedtaget i 2017, ligesom foreningen ikke er en del af kommunens plan.


Stk. 2 Kystbeskyttelsen består af et af foreningen ejet mobilt dige, i form af BoxWall type 1 meter. Diget er angivet med rød markering på landkort, vedlagt disse vedtægter som bilag 1.


Stk. 3 Diget er ca. 500 meter langt, og foreningen skal sørge for til enhver tid at være i besiddelse af funktionelle, tilgængelige elementer til at beskytte denne strækning.


Stk. 4 Ved varsling fra DMI om forhøjet vandstand forventeligt højere end kote 1,25 opsættes BoxWall elementerne af et frivilligt beredskab. Om beredskabet henvises til § 6 nedenfor.


Stk. 5 Foreningen er ansvarlig for opbevaring af BoxWall-elementerne, hvilket ikke må være mere end 30 minutters kørsel væk fra Præstø Havn.


Stk. 6 Foreningen er ansvarlig for BoxWall-elementernes stand og funktionalitet. Såfremt et element er skadet skal foreningen sørge for reparation eller erstatning, således der til enhver tid er elementer nok til at sikre det på landkortet angivne areal.


§ 6 - Foreningens beredskab

Stk. 1 Beredskabet ledes og administreres af et medlem af foreningens bestyrelse, der er udpeget som beredskabsansvarlig.


Stk. 2 Foreningens beredskab består af frivillige personer, tilmeldt som frivilligt beredskab i foreningens protokol.


Stk. 3 De frivillige personer i beredskabet står opført i en til enhver tid ajourført protokol, indeholdende den enkelte persons navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse.


Stk. 4 Ved behov for opstilling af BoxWall-diget aktiveres beredskabet af det beredskabsansvarlige bestyrelsesmedlem eller af bestyrelsens formand.


Stk. 5 Beredskabet er forpligtet til at opsætte BoxWall-elementerne efter anvisning af producenten, samt efter den af foreningen udarbejdede arbejdsplan, på den i landkortet (bilag 1) angivne placering.


§ 7 - Kontingent

Stk. 1 Der betales intet kontingent til foreningen.


Stk. 2 Foreningens generalforsamling kan efter indstilling herom fra bestyrelsen beslutte, at der skal aftales kontingentbetaling for foreningens medlemmer eller på anden vis iværksættes tiltag for at bidrage til, at foreningen til enhver tid har likviditet til at opbevare, vedligeholde, reparere og opsætte foreningens BoxWalls.


§ 8 - Regnskab

Stk. 1 Foreningens regnskabsår går fra d. 1/8 – 31/7.


Stk. 2 Regnskabet udarbejdes af foreningens kasserer, sammen med en af foreningen udpeget revisor. Revisoren kan være et medlem, et bestyrelsesmedlem eller en ekstern person og udpeges af bestyrelsen på foreningens generalforsamling.


Stk. 3 Foreningens bestyrelse har kompetence til at godkende årsregnskabet, der skal forelægges medlemmerne på foreningens generalforsamling.


Stk. 4 Bestyrelsen udarbejder hvert år et budget for det kommende regnskabsår, hvilket skal forelægges foreningens generalforsamling.


§ 9 - Indkaldelse til generalforsamling og dagsorden

Stk. 1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.


Stk. 2 Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år efter årsregnskabsperiodens afslutning og inden udgangen af den efterfølgende september måned.


Stk. 3 Enhver borger eller forretningsdrivende i Præstø By har adgang til at overvære generalforsamlingen, medmindre generalforsamlingen beslutter andet. Det samme gælder for repræsentanter for Vordingborg Kommune.


Stk. 4 Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved skriftlig digital meddelelse til hvert enkelt medlem under den i protokollen anførte e-mailadresse.


Stk. 5 Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen, skal følge med indkaldelsen til generalforsamlingen. Det samme gælder udkastet til årsregnskab samt forslag til budget for det indeværende regnskabsår.


Stk. 6 Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. august.


Spørgsmål og forslag, der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.


Stk. 7 På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen som minimum indeholde følgende punkter, der skal behandles:

1. Valg af dirigent

2. Valg af referent

3. Bestyrelsens beretning for det forløbne år

4. Godkendelse af regnskab

5. Fremlæggelse af budget

5. Valg af bestyrelse

6. Valg af revisor

7. Diskussion af indkomne forslag og evt. afstemning

8. Eventuelt

Under eventuelt kan der ikke sættes forslag under afstemning.


§ 10 - Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme varsel som den ordinære generalforsamling, afholdes når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter skriftlig begæring herom til bestyrelsen af mindst 1/3 af foreningens medlemmer. I begæringen skal dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling angives.


Stk. 2 Når begæring om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter begæringens modtagelse, idet juli måned dog ikke medregnes.


Stk. 3 Hvis ikke mindst 3/4 af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet af generalforsamlingen.


§ 11 - Afvikling af generalforsamlinger

Stk. 1 Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen, suppleant, kasserer, revisor eller revisorsuppleant for foreningen.


Stk. 2 Hvert medlem har på generalforsamlingen én stemme.

Afstemning sker ved håndsoprækning, medmindre generalforsamlingen eller dirigenten bestemmer, at afstemningen skal være skriftlig.


Stk. 3 Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, medmindre vedtægten bestemmer andet. Ved stemmelighed forkastes et forslag.


Stk. 4 Oven det på generalforsamlingen passerede skal der udarbejdes et referat, der underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter referatet har fuld beviskraft i enhver henseende.


Stk. 5 Generalforsamlingens beslutning om ændring af foreningens vedtægter kræver 2/3 majoritet blandt de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, som dog mindst skal udgøre halvdelen af foreningens medlemmer.


Stk. 6 Er det nødvendige antal medlemmer ikke til stede, men mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, indkaldes til ny generalforsamling. På denne generalforsamling kan forslaget vedtages, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer - uden hensyn til de mødendes tal - er for forslaget. Den anden generalforsamling kan være såvel ekstraordinær generalforsamling, som den næstkommende ordinære generalforsamling.


§ 12 - Tegningsregel

Stk. 1 Foreningen tegnes af formanden for bestyrelsen i forening med kassereren.


Stk. 2 Når der på generalforsamlingen er truffet gyldig beslutning om forhold af fælles interesse og i overensstemmelse med foreningens formålsparagraf, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning.


§ 13 - Bestyrelsen

Stk. 1 Bestyrelsen skal bestå af minimum 5 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig selv, med minimum følgende roller: Formand, Næstformand, Kasserer.


Stk. 2 I bestyrelsen udpeges en beredskabsansvarlig, der skal være medlem af bestyrelsen. Den beredskabsansvarlige har til ansvar at sikre et solidt, kompetent, beredskabsvilligt korps, jf. vedtægternes § 6.


Den beredskabsansvarlige kan vælge at udarbejde en beredskabsplan, som skal følges i tilfælde af behov for opstilling af BoxWalls.


Stk. 3 Bestyrelsen vælges af foreningens generalforsamling for et år ad gangen. Der kan vælges én suppleant i tilfælde af, at der er valgt fem bestyrelsesmedlemmer ind.


Genvalg kan finde sted.


Stk. 4 Såfremt antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets 1øb, og efter at suppleanten er tiltrådt, bliver mindre end 5, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv, indtil førstkommende generalforsamling.


Stk. 5 Bestyrelseshverv er ulønnet, medmindre generalforsamlingen bestemmer andet.


§ 14 - Bestyrelsens virke og ansvar

Stk. 1 Bestyrelsen udarbejder en ”Bestyrelsens Forretningsorden” der følges i bestyrelsens virke, blandt andet med bestemmelser om hvor tit bestyrelsen mødes, hvornår bestyrelsen er beslutningsdygtig, samt hvorledes beslutninger træffes (afstemning mv.).


Stk. 2 Bestyrelsen har ansvaret for,

at foreningens beredskab er tilstrækkeligt,

at foreningens beholdning af BoxWall er tilstrækkelige,

at foreningens BoxWall er funktionsdygtig og effektiv,

at foreningens økonomi er sufficient til driften af det kommende år

at foreningens medlemmer ajourføres med Vordingborg Kommune’s implementering af egne planer om kystbeskyttelse.


Stk. 3 Bestyrelsen skal føre protokol med referater af bestyrelsens møder og beslutninger.


§ 15 - Foreningens ophør

Stk. 1 Såfremt minimum 90% af foreningens medlemmer stemmer herfor, kan foreningen på en generalforsamling opløses.


Stk. 2 Såfremt myndighederne, herunder Vordingborg Kommune, kommer med en bedre og mere permanent løsning til opfyldelse af det samme formål som er foreningens, kan bestyrelsen beslutte at lade foreningen opløse straks myndighedernes plan er implementeret, aktiv og skønnet effektiv.


Stk. 3 Ved foreningens opløsning skal alle aktiver, herunder materiel, rettigheder og likvid beholdning tilfalde Præstø Handel og Erhverv, eller hvilken handelsstandsforening der måtte have erstattet denne.


PRÆSTØ, September 2024